Oplysninger, som deltagerne skal gøres bekendt med i tilladelseskategori 3
Der er en række oplysninger, som deltagerne skal gøres bekendt med i forbindelse med afholdelse af almennyttigt lotteri i en kategori 3-tilladelse.
Tilladelsesindehaver skal skriftligt og på dansk oplyse om følgende til deltageren, inden køb af lotteri foretages:
- gevinsternes art, antal og deres værdi, evt. fordelt i puljer afhængig af antal deltagere,
- tilladelsesindehavers navn og cvr-nummer eller SE-nummer,
- lotteriets formål,
- prisen for deltagelse,
- relevante retningslinjer for lotteriet,
- afviklingsperiode for lotteriet (som hovedregel maksimalt seks måneder),
- sted og seneste frist for gevinstudlevering,
- hvor og hvornår regnskab er offentligt tilgængeligt (senest seks måneder efter tilladelsens udløb), og
- hvor og hvornår udlodningen offentliggøres (senest ved regnskabsaflæggelsen).
Informationerne skal være let tilgængelige for deltageren i forbindelse med købet til og med seneste frist for gevinstudlevering.
Ved onlinesalg kan oplysningerne fx præsenteres på tilladelsesindehavers hjemmeside, men hvis der er et fysisk salgssted, skal oplysningerne være tilgængelige her. Det kan fx være på en plakat eller på selve lodsedlen.