Gå til indhold

Tilladelseskategori 1

Tilladelseskategori 1 er for jer, der afholder lotteri med en årlig salgssum over 15.000 kr. til 200.000 kr.

Bemærk, at der i tilladelseskategori 1 kun må være frivilligt arbejde og ingen kontantgevinster. Hver enkelt gevinst må maksimalt have en værdi på 200 kr. for gavekort og 750 kr. for varegevinster.

Her kan I læse om kravene til almennyttigt lotteri med en samlet årlig salgssum fra 15.000 kr. til 200.000 kr.

Det er muligt at holde lotteri i denne kategori som frivillig forening med cvr-nummer eller se-nummer eller som offentlig støttet enhed.

Salgssummen dækker over salg, der er direkte forbundet med det enkelte lotteri.

Det er et krav, at det enkelte lotteri har almennyttigt formål.

Det betyder, at hele overskuddet fra det enkelte lotteri skal gå til et godt formål og komme en bredere kreds til gode, fx den lokale idrætsforening eller spejderklub.

Som forening eller offentligt støttet enhed kan I holde almennyttigt lotteri med en samlet årlig salgssum fra 15.000 kr. til 200.000 kr., uden at der stilles krav til overskuddets størrelse, men blot at hele overskuddet skal gå til det eller de almennyttige formål, der er givet tilladelse til.

Der stilles til gengæld krav om, at der alene må benyttes frivillig ulønnet arbejdskraft i forbindelse med lotterierne, og at der ikke må kunne vindes kontantgevinster, gavekort på over 200 kr. eller varegevinster på over 750 kr. Gavekort forstås som en valgfri vare/ydelse i den butik eller på det sted, hvor gavekortet gælder til. Varegevinst forstås som en fysisk vare eller en voucher til en specifik vare/ydelse.

Som politisk parti, der er opstillingsberettiget til Folketinget eller et nationalt parlament i et andet EU/EØS-land, har I mulighed for at afholde lotteri til fordel for jer selv. Hvis I har en samlet årlig salgssum fra 15.000 kr. til 200.000 kr., vil tilladelsen følge de vilkår, der er beskrevet for almennyttigt lotteri i tilladelseskategori 1.

I kan læse mere om kategorien ved at klikke på punkterne til højre.