Samlet årlig salgssum
Den samlede årlige salgssum er det beløb, I maksimalt forventer at sælge bingoplader, lodder mv. for i løbet af de 12 måneder, jeres tilladelse gælder. Salgssummen dækker kun over salg, der er direkte forbundet med lotteri. Salg af blandt andet kaffe, kage og tilbehør, fx dubber til spilleplader, kan ikke medregnes som indtægter under salgssummen i forbindelse med afholdelse af lotteri. Når I planlægger afvikling af lotteri, er det vigtigt, at I foretager et realistisk skøn over det forventede salg af lodder mv. i løbet af 12 måneder, da I skal bruge disse oplysninger, når I søger jeres tilladelse. Salgssummen har nemlig betydning for, hvilken tilladelseskategori I skal søge.
Nej, lotteriernes samlede årlige salgssum må ikke overstige det beløb, der er givet tilladelse til.
Når I planlægger afviklingen af lotterierne, er det derfor vigtigt, at I laver et realistisk skøn over jeres forventede salg af lodsedler, spilleplader mv. i løbet af 12 måneder.
Hvis jeres forventede samlede salgssum over 12 måneder ligger på grænsen mellem to forskellige tilladelseskategorier, anbefales det at vælge den tilladelseskategori med den højeste samlede årlige salgssum.
Kontakt Spillemyndigheden, hvis der er udsigt til, at jeres årlige salgssum fra lotterierne forventes at overstige beløbsgrænsen for jeres tilladelse.